 |
Vintergækken
Vores lille datter havde i et stykke tid været temmelig trist til
mode. Flere gange havde jeg forsøgt at få ud af hende, hvad der var galt, men
hver gang klappede hun i som en østers.
En tidlig søndag morgen lå hun på sofaen og så tegnefilm. Jeg opdagede, at hun
igen lå og græd, og jeg satte mig derfor på hug og spurgte forsigtigt:
- Hvad er der galt?
Som sædvanlig ville hun ikke sige noget, og jeg bad lige så stille Jesus hjælpe
os.
- Du skal ikke være flov af at sige det, nogle gange er det de mest mærkelige
ting, der kan gøre os kede af det.
Lige så stille kom sandheden nu frem. Der var kommet en ny leg i skolen blandt
børnene. Den nye leg, drejede sig simpelthen om vægt. Det gjaldt om at være så
tung som mulig. Da vores datter var en lille slank pige, ønskede ingen af
pigerne at have hende med i legen.
Jublen var stor hver gang en af de tunge piger kunne få den gamle slidte vippe
til at stige højt til vejrs. Ofte sad de to og to på vippen, men når hun tilbød
sig, grinede de og sagde, at sådan en tynd en ville de ikke have med.
Hun havde kæmpet for ikke at komme til at græde i skolen. Hun ville være stærk.
Ingen skulle se, at hun var ked af det. Ind imellem var det dog umuligt at holde
tårerne tilbage, fortalte hun. Når sad hun alene på en bænk og kunne høre de
andre elever grine og fjante, trillede tåre efter tåre ned over de blege kinder.
Heldigvis lagde de ikke mærke til hende, og det var hun også helst fri for, da
smerten i hjertet ingen ende ville tage.
Nu var gode råd dyre og igen havde jeg brug for et godt råd og
bad Jesus om hjælp.
I tankerne så jeg en vintergæk og en erantis, og så vidste jeg, hvad jeg skulle
gøre.
Jeg smuttede ud i haven og plukkede de to blomster, og gik så igen tilbage til
den lille pige på sofaen.
- Hvilken en af de to blomster er smukkest? spurgte jeg hende.
- Hmm...! Det ved jeg ikke. Den gule er så yndig, og den hvide så elegant,
men jeg kan altså ikke vælge, for de er begge så smukke.
- Nemlig! Og sådan er det også med dig og pigerne i klassen. Gud har skabt
jer forskellige. Du er den slanke elegante blomst, og de andre er den mere runde
erantis, men I er alle yndige på hver jeres måde.
Det gjorde underværker og vores datter blomstrede atter op.
V.Hv.1996
|
