Tulipanen

Tulipanen

"Du ser ikke syg ud" er en velkendt bemærkning til mennesker, der lider af usynlige sygdomme som f.eks. ME. Dertil plejer jeg at svare: "Skindet bedrager!"

Jeg fik, i et brev fra en tandkirurg, der havde opereret mig, følgende kommentar: "Du fører tilsyneladende et normalt liv", hvilket han vurderede efter at have set mig et par gange i sin tandklinik.

Da denne kommentar var meget langt fra at afspejle min hverdag, hvor jeg brugte størsteparten af døgnets timer i hvile, mente jeg nok han burde have et svar. Det var netop i denne forbindelse vigtigt, at jeg svarede med stor visdom, og jeg bad derfor Jesus hjælpe mig med at formulere et brev, der på en pæn måde forklarede ham sagens sammenhæng.

Umiddelbart kunne jeg ikke lige komme i tanke om, hvad jeg skulle skrive og lagde mig på sofaen og funderede over det, og så kom der et dejligt billede, som jeg vil dele med jer.

Jeg så et løg. Det var en tulipan. Når tulipanen om foråret blomstrer og spreder sin farvepragt ud over det ganske land, er der ingen der tænker på, at der forud for dens fremtræden skjuler sig et liv i mørke og ensomhed i jordens dyb. I den tid løget har ligget skjult i jorden, har det samlet energi. Tidligt om foråret ved det, at nu er tiden inde. En anstrengende tid begynder. Ingen ser dens smerte, når den første spire bryder frem af løget og ingen overværer dens kamp, for at bryde gennem den tunge muld. Når det første grønne skud har brudt overfladen, er det kun kenderen, der ved, at her kæmper en tulipan for at komme frem og bringe glæde med sin skønhed og duft. Den nyder lyset og solen og ser elegant ud, når den står der og blomstrer i de skønneste farver. Men den står kun ganske kort tid, så er den atter væk, gemt for omverdenen.

Træerne og buskene undrer sig - de forstår ikke tulipanen. "Du ser godt ud, du er smuk og har en flot farve, men det er længe siden, vi har set dig! Hvorfor kommer du så sjældent? Hvor har du været?"