|
Den navnløse
Fortælling fra middelalderen af Gert Grube
 Han vidste næsten ikke, hvor han skulle gøre af sig selv. I mange
år havde han vandret rundt fra by til by, men næppe var han ankommet til en by,
før nogle begyndte at råbe efter ham og gjorde nar af ham.
Manden havde intet navn. Han blev kaldt den navnløse. Ingen vidste, hvor han kom
fra. Han kunne svagt huske et barndomshjem, som lå i en dal. Men han kunne også
huske et børnehjem, hvor han havde haft det forfærdeligt. En dag flygtede han
derfra, fordi drillerierne tog overhånd. Siden havde han flakket omkring på
egnen. En gang imellem havde han taget langt væk, men var som trækfuglene vendt
tilbage til hjemegnen og drillerierne.
Han havde varme og venlige øjne, men det var de store hænder og fødder og den
krumme nakke, der var årsag til folks hårde bemærkninger.
Han havde senere fået at vide, at han led af en sygdom, der blev kaldt
kæmpevækst. Af og til var han gået ind på gårdene for at søge arbejde, men gang
på gang oplevede han den samme undskyldende replik: ”Nej, vi mangler desværre
ikke arbejdskraft her.” Han kunne se i deres ansigter, at de ikke ville være ham
bekendt. Måske ville han med sit udseende jage folk væk fra gårdene.
Nu gik han der igen – ude på landevejen - ensom, sulten og trist. Var der da
ingen, som kunne bruge ham? Han havde fået et selvhad, som voksede og voksede.
Han hadede sin krop og alle de ulykker, den havde forvoldt. Der var kun bristede
håb i hans liv.
Ind mellem gik han og tænkte på det hjem, han havde kendt så kort. Hvem var hans
forældre, og hvorfor havde de sendt ham væk?
 Ganske
få havde vist ham venlighed og budt ham inden for til lidt mad, ellers havde han
klaret sig selv. Nogle gange blev han fristet til at gå ind i fremmede folks
haver for at få sig lidt grønsager og æbler for at kunne stille sin sult, men
flere gange var han blevet taget på fersk gerning. En enkelt gang havde en flok
unge mænd givet ham så mange bank, at han længe lå og klagede sig bag en busk.
En venligsindet mand havde fundet ham, hjulpet ham og givet ham mad og logi for
et par dage. Manden havde sagt, at han skulle finde et kloster, for måske ville
han der få sit selvværd tilbage og måske også et hjem.
KLOSTERET
En aften bankede han træt og modløs på en klosterport. Et lys var
tændt udenfor. Han håbede det betød, at han var velkommen. Døren blev langsomt
åbnet.
”Guds fred og god aften” lød det fra en mand, der pludselig stod i portåbningen.
Ordene varmede og gav ham mod. Aldrig før havde nogle ønsket ham Guds fred.
Kunne et misfoster som ham virkelig få fred?
 Han blev inviteret inden for, og en munk anviste ham en celle i en sidebygning.
Rummet var sparsomt udstyret. En seng, et bord, et billede på væggen, et
tællelys og en åben bibel på bordet. Selv kunne han ikke læse, så hans øjne gled
hen mod vinduet.
Uden for kunne han se et smukt landskab hen over klostermuren. Selv om det så
smukt ud, havde han ikke lyst til at vise sig derude mere. For næsten alle havde
skubbet til ham, så han var havnet her. Han vidste også, at han intet navn
havde. Han havde fået øgenavne nok, men dem ønskede han ikke at bruge.
Pludselig dukkede en munk op i cellen og henvendte sig til den fremmede. ”Der er
dækket op i klosterstuen, så kom endelig og få et måltid mad”, sagde han.
Den navnløse lod sig hurtigt overtale, men inden han fulgte efter munken, udbrød
han:
”Lige et øjeblik. Kan du ikke lige læse teksten, der er streget under oppe i
højre hjørne i den store bog der på bordet.”
”Jo,” svarede munken, ”det kan jeg nok lige få tid til. Her står: ”Frygt ikke,
jeg har genløst dig, jeg kalder dig ved navn. Du er min.” Det forløste noget i
den fremmede. Hvad var det, der stod? Var der én, som kaldte ham, den navneløse,
ved navn og ville tage sig af ham. Det spekulerede han videre på, da de sammen
gik ind i klosterstuen.
Det duftede herligt af mad på det veldækkede bord. Han satte sig forsigtigt ved
bordet og kiggede sig omkring. En leder gjorde tegn til bordbøn. Den navnløse
syntes slet ikke, han kunne folde sine store hænder, men prøvede alligevel, så
godt han kunne.
Under måltidet blev der ikke vekslet mange ord. De fleste munke var blot optaget
af at indtage deres måltid, men enkelte lod dog et ord falde. ”Hvad hedder du
så?” spurgte den nærmeste bordfælle.
”Jeg har intet navn,” svarede han og fortalte så hele historien om børnehjemmet
og den omflakkende tilværelse, han havde ført, før han var havnet her.
”Vi må se at finde et navn til dig,” svarede munken.
 Efter det gode måltid gik den navnløse tilbage til klostercellen. Han ville lige
hvile sig og nyde, at der ikke var onde tunger i hans nærhed. Der var virkelig
fredeligt her.
Han kastede endnu engang blikket rundt i den lille celle og standsede ved
billedet af en mand med tornekrone på.
Hele hovedbunden var fyldt med sår fra de meget lange torne. Man kunne se blodet
pible fra hvert eneste sår. Hvad skulle alt dette betyde? Manden lignede også en
konge.
Den navnløse følte sig pludselig tilskyndet til at bede. ”Du tornekronemand,
hjælp mig, udfri mig og forløs mig fra alle mine tunge tanker.” Mere fik han
ikke sagt, for i det samme trådte klosterlederen ind for at fortælle om livet i
klosteret. Efter en god orientering sagde han:
”Jeg tror, du skal passe klosterhaven med alle dens lægeurter, frugter og
grønsager. Det må være noget for dig.”
Den navnløse nikkede og en enkelt tåre sås i de milde øjne. Han var så
taknemmelig over, at nogen kunne bruge ham.
”Hvem er manden på billedet?” spurgte han hurtigt, ”og hvad står der på sedlen
under billedet?”
”Der står: ’Her er han, som bar en tornekrans for dig, her er han, som vil være
din konge evindelig’ - og så fortalte lederen om Menneskesønnen, der måtte så
meget igennem for at genoprette forbindelsen mellem Gud og mennesker. ”Hans navn
er Jesus.”
Den navnløse lyttede intenst, for her var der tale om en mand, der havde lidt
endnu mere end ham selv. Og så havde han et navn. Nu ville han fremsige det
navn, når han skulle bede, for det gjorde man ofte her på klostret.
”Ja,” fortsatte klosterlederen, ”vi må have fundet et navn til dig. Du kan jo
ikke gå rundt her uden navn. Vi får se, hvad vi kan finde på.”
URTEHAVEN
Om eftermiddagen gik den navnløse ud i urtehaven og forsøgte så
godt han kunne og fjerne ukrudt fra bedene og stierne. Pludselig så han en yndig
blomst midt på stien. En lille hvid blomst med en gul plet i midten. Dens blade
strålede til alle sider og syntes at berette om glæde og fred.
Skulle han fjerne den? Nej, den var for smuk til
 bare
at fjerne med et hakkejern.
Han tog den op i sin hånd og satte sig på en bænk og beundrede den, mens han lod
sig gennemvarme af solen, der nåede ham hen over klosterets mure. Han kunne lige
skimte sit eget cellevindue midt i sollysets skær. Han studerede nøje
klosterhaven, hvor rosernes røde farve passede til de rødbrune klostermure. Alt
var så trygt.
Ovre i et hjørne af haven gik en pige og plukkede blomster. Hun havde åbenbart
fået lov til at gå rundt i haven. Til sidst havde hun samlet en smuk buket og
skulle passere den navnløse for at komme videre. Han tog en hurtig beslutning.
Hun skulle have den lille hvide blomst til sin buket. Han rejste sig hurtigt op
fra bænken.
”Her,” sagde han lidt forlegen og rakte sin store hånd hen imod pigen. Blomsten
blev næsten helt væk i den store hånd. ”Den vil lyse op i buketten,” udbrød han
glædesstrålende.
”Tak,” udbrød pigen. ”men dens stilk er nu alt for kort. Så behold den blot. Den
hedder i øvrigt tusindfryd, og det navn passer jo lige til dig, for dine øjne er
så milde og smilende.
Tilbage stod den navnløse og kiggede på blomsten, mens han sagde tusindfryd for
sig selv. Han syntes navnet passede godt til blomsten. Dens små hvide blade
strålede til alle sider og i midten var der en lille gul sol. Pludselig opdagede
han, at to små pigehænder lagde sig om hans store hånd med blomsten, mens hun
bad en lille bøn for ham. Det kom helt bag på den navnløse. Var der virkelig
nogen, som havde overskud til at bede for ham? Det berørte ham dybt. Han sagde
tak for bønnen og bevægede sig mod klosteret, men pludselig blev han overhalet
af pigen, som standsede op og sendte ham et varmt smil. ”Du skal have buketten,
du fortjener det.” Manden kiggede ind i et par varme og kloge øjne.
Nu stod han med en buket i den ene hånd og sin tusindfryd i den anden. Hans øjne
blev våde. Han takkede med et glimt i øjet, mens en tåre bevægede sig ned ad
kinden. Pigen gav ham et lille klem i armen og sagde farvel. Han følte sig på én
gang varm og glad. Det her var noget andet end livet på landevejen, hvor han kun
mødte hån og spot. Rørt til tårer gik han hen imod sin klostercelle, mens han
pressede øjnene sammen for at hindre tårernes frie løb. En stærk lykkefølelse
forplantede sig til hele kroppen.
I sin celle satte han den lille blomst i det ene hjørne af billedet med manden
med tornekronen.
”Du er den sande tusindfryd,” sagde han, ”for med dit blod har du renset mig for
alle uhyggelige og plagsomme tanker. Nu behøver jeg ikke mere at tænke på alle
mine plageånder, nu er du min fredsfyrste.”
Han forstod også, at kongeblodet fra manden ville være i stand til at hindre nye
ødelæggende tanker i at erobre hans sind, så nu ville han lade den sårede konges
glæde og fred erstatte al unødvendig tankegods i sit indre.
Han bad en bøn, mens han kiggede på både blomst og billede.
”Jesus, jeg takker dig, fordi du med dine tusinde af plager har friet mig fra
angst og nød.
Tak, at du som en tusindfryd sender tusinde af velsignelser til mig på dette
sted.”
NAVNET
En klosterbror nærmede sig. Du må have dig et navn nu. Vi kan
ikke blive ved med at sige: ”Du der!”
Problemet blev forelagt på munkenes ugentlige møde, som skulle holdes samme dag.
Alle bidrog de med et navn, men ingen af dem faldt i den navnløses smag. ”Kan
man hedde tusindfryd,” sagde han pludselig tankefuldt frem for sig, ”for en pige
fra klosterhaven sagde, at jeg passede til det navn.”
”Udmærket idé,” sagde flere af munkene. ”Du har siden din ankomst været både til
glæde og opmuntring for os andre – og dine milde øjne er faktisk begyndt at
stråle af en stille fryd. Men her på klosteret har munkenes navne kun én
stavelse f.eks. Broder Knud, broder Ib, broder Hans, broder Jørn, osv. så det
går ikke an med tre stavelser, men du kan få den sidste stavelse, så du kommer
til at hedde broder Fryd. Det passer også med dit egentlige efternavn, som må
være Frydendal. Det gav et sæt i den navnløse.
”Ja, forstår du, vi har kigget i klosterets journaler og fundet en gårdejer, der
ved sin død havde givet en sum penge til klosterets drift. Han gav som
begrundelse, at han havde mistet forbindelsen til sin søn, som var plaget af
kæmpevækst og tidligt stak af fra det børnehjem, han blev anbragt på, da hans
mor døde. Det må jo nok være dig. Din far, som havde været enkemand i mange år,
ligger i øvrigt begravet i klosterhaven. Det var hans sidste ønske.”
Hurtigt gik Broder Fryd ud i haven, fandt gravstenen over gårdejer Frydendal,
hans far, og lagde sin smukke buket, som han havde fået foræret.
Den navnløse havde nu fået et rigtigt navn, som han følte sig både taknemlig og
beæret over.
Til Guds ære!
Se også hjemmeside Dagens Ord:
http://www.dagens-ord.etnos-forlag.dk/
|
