|
Hvorfor skabte Gud
kvinden til manden?
Da Adam var skabt og gik rundt i paradisets have og gav dyrene navne, så
Gud, at han blev mere og mere indesluttet og trist. Han savnede en at
snakke med, men kunne ikke finde en der passede til ham. Det kunne Gud
godt se var noget skidt, så han lod Adam falde i en dyb søvn og skabte så
Eva, mens han sov.
Eva skulle være hans hjælper og ledsager. Hun skulle ikke kun arbejde, hun
skulle også hjælpe Adam med at glemme sig selv, så han ikke blev
selvoptaget og egoistisk.
Det gik rigtig fint den første tid, for hun var smuk, tiltrækkende og
dejlig at være sammen med og de nød rigtig hinanden.
Med tiden blev han mere vant til hende og glemte til tider, at glæde sig
over hende. Da Gud netop havde skabt kvinden til mandens velbehag og glæde, så
fungerede hun ikke rigtigt, når han glemte hende.
Det skete således i en tid, hvor Adam igen havde været lidt indadvendt, at
Slangen kom og fristede Eva. Da hun ligesom manglede noget, lod hun sig
overtale til at prøve det vidunderlige æble.. - og overtalte så Adam, der
jo ikke var helt på plads i forhold til Eva og Gud, til at gøre det samme.
Alle ved, hvad der skete herefter, og når Gud efterfølgende sagde til
kvinden, at hun skulle længes efter sin mand, så var det netop fordi
manden så ofte glemmer, at han oprindelig var skabt til at sætte kvinden
før sig selv - i alt. Hans opgave er at elske hende og give hende sin
fulde omsorg og kærlighed, og når han ikke gør det, får han det faktisk
rigtigt dårligt med sig selv.
Det er derfor at manden, der virkelig er på plads i sit forhold til kvinden,
også med glæde åbner døren for hende, glæder sig over hende og giver
hende gerne komplimenter. Han husker at fortælle hende, hvor meget han
værdsætter hende og elsker hende. Han ser og kender alle hendes behov, før
hun selv opdager, at hun har dem, og han bærer det fulde og overordnede
ansvar for hende og den familie de stifter.
Mange mænd vil så tænke, - jamen hvad med mig, skal hun slet ikke yde
noget?
Kære Mand! Bare vent og se! Du vil aldrig kunne forestille dig, hvad det
gør ved en kvinde, at hun har en mand, der er på plads i sit forhold. En
mand som virkelig elsker hende af hele sit hjerte. En mand som tør bære
sit ansvar. Hun simpelthen smelter og hendes kærlighed til dig vil vokse
og vokse, det bliver den frugt, du vil nyde resten af dine lykkelige
levedage.
Eva |