|
Engle & Amoriner
"Se, der er en engel," sagde læreren og pegede i bogen på
en lille, nøgen baby med vinger."
"Nej, det er ingen engel," svarede vores yngste datter på 12 år.
"Jo, det er det!"
"Nej, det er det ikke!"
"Jamen, det er altså en engel, hvad er det ellers?"
"Det ved jeg ikke, men en engel er det i hvert fald ikke!"
Der skal en vis portion selvtillid og mod til, i sådan grad, at stå op imod sin
lærer. Læreren blev da også vred på Susanne, da hun ikke ville give sig, men
stod fast på, at engle ikke så sådan ud.
Da hun kom hjem fra skole, spurgte hun mig, om de små babyer med vinger var
engle, og jeg fortalte hende, at min mor kaldte dem amoriner.
"Jamen, det er da ikke engle, vel?"
"Nej, det er det ikke, men hvad det er, har jeg aldrig tænkt over, men vi kan
da se efter i leksikonet."
Først nu fortalte hun mig, hvad der var sket i skolen.
Vores datter har flere gange set engle, men går til daglig stille med det. Ingen
af disse engle har været babyer, men store fuldvoksne skikkelser over
menneskehøjde, så hun havde absolut noget at have sin selvsikkerhed i, da hun
påstod, at disse babyer ikke havde noget med engle at gøre.
Klassen havde fået til opgave at lave gruppearbejde om det åndelige i
kristendom. Emnerne strakte sig lige fra satanisme og trolddom over dæmoner,
Dracula, spådom og så til det eneste positive; nemlig engle.
Straks vi fik nys om projektet, gik vi i forbøn for børnene i klassen, da vi
vidste at disse okkulte emner kunne være særdeles skadelige for de små
barnesjæle. Vi bad også om forbøn fra de gamle, garvede bønnekæmpere og til
vores store glæde fik klassen få dage senere forbud fra skolens ledelse mod at
have trolddom og satanisme med.
Vores datter valgte sammen med sin veninde, som senere er blevet en kristen, at
skrive om engle. De støvsugede biblioteket for bøger om emnet, men fandt trods
67 store værker ingen, der kunne bruges til noget fornuftigt, så hovedvægten kom
til at ligge på Bibelens egne forklaringer, samt en kristen bog* om emnet.
Men tilbage til samtalen med vores datter. Vi slog op i Salmonsens gamle
leksikon under amoriner og blev henvist til EROS. Eros vidste jeg i forvejen var
en afgud og under gennemlæsningen i Salmonsens meget grundige beskrivelse var
resultatet utvetydigt:
MIT HJEM VAR FYLDT MED AFGUDER!
Jeg indrømmer, at jeg følte mig bedraget og blev vred, da det gik
op for mig, hvilken slags "engle", jeg havde fyldt mit hjem med til jul. De
kravlede op og ned at vores vægge, de lå på bordet, hang i vinduerne, holdt mine
lys, ja selv juletræet var befængt med dem, og de kort, jeg i kærlighed havde
sendt til mine venner og familie, var også fyldt med dem.
Nissernes ophav som gamle husguder havde jeg altid kendt, og da
vi alle kom til tro samtidig i familien, kunne vi uden besvær gøre kort proces
med dem. Men disse såkaldte "engle" havde fulgt mig hele livet. Jeg havde to,
som på en speciel måde betød noget. De to var meget gamle. Lavet af karton og
beregnet til ophængning i vinduer. De var en arv fra min mormor og mindede mig
altid om min dejlige barndoms jul hos dem. Først da jeg blev voksen, havde jeg
bemærket deres nøgenhed og undret mig over, at engle ikke i det mindste havde en
ble på. Men barndomsminderne havde hidtil sejret, og "englene" havde trods
blufærdighedskrænkelse fået lov til at hænge i mine vinduer.
Nu var der igennem de sidste år igen kommet en renæssance med
”engle”, især disse amoriner var populære og butikkerne bugnede med dem. Jeg
erindrede mine ord til min mand om, at det da var bedre end nisserne, men de ord
måtte jeg nu bide i mig igen.
Jagten på de skjulte afguder satte ind, og med ivrig deltagelse af vores datter
blev der på bedste "Josias vis" (2. Kong. 22-23) ryddet op i hjemmet."
Det er så let at blive taget ved næsen....
* Engler i oppdrag, Charles og Frances Hunter og Roland
Buchs, Logos Forlag, 1981
|
