JesusFreak

• Home • Giv dit liv til Jesus • inspiration • Læs i Bibelen • Kontakt

Jesus siger:
JEG er VEJEN og SANDHEDEN og LIVET;
INGEN kommer
til Faderen uden ved mig!

VIDEOER
Den Kristne Kanal
Glimt af evigheden, eng.
Derek Prince, underv.

MUSIK
Samuelsons
Don Moen live

UNDERVISNING

Ordet er Gud
Han savner
Jesu Ligklaede
Forbandelsen brudt
Ordet
Stol paa Gud
Vær korsbaerer
Har du set Jesus?
Navnet
Rejs dig og frygt ikke
Kraftoverforsel
Sikker tro
Det talte ord
Kaerligheden
Jesu Kristi Jantelov
Herren giver mig

VIDNESBYRD

Forvandling
Fitzgeralds maleri
Ove Falgs syn
Rasmus
Indhegningen
Kanden
vinterblomst
Tulipanen
Engle & amoriner
Englevagt
Englevisit

EFTERTANKE

Skrivebordsbaggrunde
Den navnlose
Kvinden der vogter
Skabelsen
Billetterne
Gode leveregler
Solsikken fra Theresien 

FOR BØRN

Skabelsen
Kastanietræet

Hjemmesider

Derek Prince, DK
Dagens Ord Andagt
Dagens Ord
Israelmissionen
Ordet og Israel
Velsign Israel
KKL- Danmark
Jule clipart

 

En trosstyrkende livsfortælling

af Rasmus Pedersen, lærer i Hvejsel, Vejle.

I Uldum, en temmelig stor Landsby, 2 gode Mil vest for Horsens, 2 do. nord for Vejle, er jeg født den 10. Juli 1840. Denne By ligger i en Dal lidt syd for en lille Aa, der paa en Strækning danner Grænsen mellem Vejle og Skanderborg Amter, Aarhus og Ribe Stifter, og den løber mod Vest ud i Gudenaa, der allerede her er temmelig bred, hvor den løber gennem et stort Kær, der en Gang har været Sø, men nu er Eng og Mose. Mit Fødested ligger overfor Kirken med kun en Vej mellem det og Kirkegaarden. Jeg minder det, fordi min Broder, Søster og jeg vare bange for at gaa ud og forbi Kirkegaarden, naar det var mørkt, hvormeget end min Fader, som jeg ikke kan huske anderledes end som en pæn, gammel Mand med røde Kinder, graat Haar og Skæg (han var 57 Aar, da jeg blev født) forsikrede os, at der ingen Ting var at frygte for, da de døde nok skulde blive, hvor de var.
Han var gaaet forbi Kirkegaarden baade ved Midnat og ved Hanegal og havde aldrig mærket til noget overnaturligt. Min Fader var født i Uldum, den 7. Maj 1785 i en Gaard, der hørte til Herregaarden Rask, hvor han i sin Ungdom havde været med til at gøre Hovarbejde. Han var i Familie eller Slægtskab til de fleste i Uldum gennem sin Moder, der havde 2 Søstre i Byen, gift med Gaardmænd og derved ogsaa i Slægt til Jørgen Jensen (hans Søskendebarn) der er Fader til Jens Jørgensen, Bjerregaard,

2
Dahli Kone og de andre Søskende. Hans Fader stammede fra Ploustrup i Tørring Sogn og hed Terkel Pedersen. Min Fader døde, den 9 April 1862, faldt om paa en Sti ved Gadedammen og døde pludselig. Min Moder er ogsaa født i en Gaard i Uldum, den 3. Februar 1801. Hendes Fader Rasmus Sørensen (Broge) stammer fra Hesselballe, hendes Moder Kirsten fra Kodallund, Hvirring Sogn - hun fik - født i en Gaard - I Td. Rug i Medgift. Min Fader var Soldat, stod Artilleriet, i 9 Aar fra 1805-14 Danmark holdt med Napoleon Bonaparte, og vi havde Krig med en stor Del Europa, især England. Han flakkede meget om i disse Aar, var i Holsten og saa, hvorledes Bonaparte slog Prøjserne, var snart hist, snart her og sammen med Normænd, der stod i den danske Hær - Danmark og Norge hørte sammen den Gang - kom hjem og var gift med en sjællandsk Pige, hans første Kone; min Moder Ane Rasmusdatter var hans anden Kone.
Om Vinteren i Mørkningen var det vi Børns Lyst og Glæde at staa mellem hans Ben ved Kakkelovnen og høre ham fortælle om Krigen og synge Viser fra den Tid. Noget af det første, jeg minder var, at jeg kunde strække mig saa højt, at jeg kunde se ud af Vinduet. Jeg sov om Natten hos min Fader, min Søster og Broder hos min Moder. Før vi lagde os til at sove, bad han altid vor Aftenbøn og Fadervor. Han læste om Vinteraftner gerne i Biblen, Kingos Aftensuk og Aftenbøn og sang imellem med Moder en Aftensalme, f. Eks. ”Den lyse Dag forgangen er” og fl. Gud vaere lovet, mine Forældre vare ærlige og kristelige Folk, og vi havde et godt Hjem, hvor intet

3
slet kunde trives; det var som et helligt og fredlyst Sted for os Børn. Et Træk fra min tidligste Barndom staar for mig, min Halvsøster Trines Bryllup. Brylluppet stod hjemme, men der blev danset efter Bordet omme i min Bedstefaders Storstue. En af mine Halvbrødre gav mig den Dag en Skilling' vistnok den første; jeg har kunde kalde min, den var jeg glad ved og vilde bore Hul i, det skulde da være rnit Uhr, ligesom jeg havde set andre gaa med Uhr, saaledes syntes jeg ogsaa at ville have et. Et andet Træk fra min tidligste Barndom. Der var Stenhuggere ved Kirkegaardsdiget. De mødte mig paa Stien i min Bedstefaders have. De sagde noget slemt til mig - en Bande - som jeg skulde sige. Jeg sagde det efter uden at vide, det var Synd; men jeg kunde den Gang endnu ikke rigtig tale og sagde det derfor utydeligt og barnagtigt; derfor lo de ad mig, og da jeg saa det, gik jeg og vilde ikke sige det for dem, hvor meget de end sagde det - sikke slemme Mennesker! Min Moder, tror jeg nok, lærte mig Bogstaverne, stave og læse, og jeg var nok lærenem. Jeg husker, at jeg som lille 5 a 6 Aars Purk kunde staa paa Slagbænken og Stole og læse Indskriften paa Billederne, der hang paa Væggen' Omtrent 6 Aar fulgte min Fader mig i Skole. Jeg var ked af det, navnlig den Dag, da vi havde Haandværksfolk, hvilket sjældent hændte, vi fik nye Vinduer sat ind i vor Dagligstue. Jeg og Fader kom ind i Skolen. Vi gik op til Degnen, der sad paa Kathederet, og jeg gav ham en Mark. Om Eftermiddagen løb jeg hjem i Frikvarteret, hvormeget end de andre Skolebørn raabte, at jeg skulde blive. Henne paa Vejen kom

4
min Moder trækkende med vore 2 Køer. Hun spurgte mig, om jeg nu var fri i Dag, hvortil jeg intet svarede.
Dernæst spurgte hun, hvordan jeg hovede at gaa i Skole.
Jeg svarede: ”Det hover jeg ikke."
Jeg fik ingen Skænd eller Hug for det af Degnen næste Dag og kom om Eftermiddagen lidt før Fritiden ind til Degnekonen og fik Æbleskiver og Kaffe, hvilket var Skik, at Skolebørnene fik den første Dag.
De første Bank fik jeg i Skolen paa følgende Maade. Jeg sad ved Siden af en stor Dreng. Baade han og jeg vare kede af at sidde og læse over. Han begyndte i Stedet derfor at pirre mig paa Næsen og jeg ham igen, det bedste jeg kunde. Han holdt Øie med Degnen, jeg ikke; derfor opdagede han, jeg ikke, at Degnen saa efter os, og derfor værgede han af for mig, hvorfor jeg blev mere ivrig efter hans Næse. Men, pludselig hørte det op. Degnen raabte, ”Rasmus, kom her op.” Jeg gik op til ham uden at vide, at jeg havde gjort noget galt. Hvad han sagde til mig, husker jeg ikke; men det husker jeg, at han tog Tampen op af Baglommen og jeg fik Hovedet mellem hans Ben og paa min strammede Ende, fik jeg Slag af Tampen, saa det sved, og jeg græd og gik tilbage paa min Plads. Siden fik jeg flere Hug i Skolen, men ikke saa mange som nogen af de andre Drenge; jeg blev endog Degnens Kæledægge og hjalp ham i Skolen, da jeg blev større, hvorfor han imellem gav mig en Skilling, hvilket de andre Drenge var misundelige over og kaldte mig Degnens lille Lam, hvilket jeg var ked af at høre. Hjemme fik vi ikke mange Hug. Min Fader slog

5
aldrig, og jeg veed aldrig, at han skændte paa os eller sagde et haardt Ord til os; dette besørgede vor Moder. Jeg syntes jeg holdt mest af min Fader. Da han var død, bad jeg paa mine Knæ til Gud for hans SjæI, sørgede og græd, saa mit Hjærte var færdig at briste. Jeg mindes Krigen fra 48-50. Den saakaldte "gale Onsdag”, da Rygtet om Slavernes Udbrud. Skænden og Brænden i Landet, fik Folk til at væbne sig, ogsaa i min Fødeby, med gamle Bøsser, Buløkser og Forke (min Fader lob med en Fork) og ile syd paa for at kæmpe mod dem. Kvinder og Børn, der blev hjemme, talte om at skjule sig; jeg tænkte paa Bageroven. Jeg husker de danske Soldaters Indkvartering i Byen, Fodfolk og Husarer (de frivillige), Tyskernes Gennemrejse og Ophold, Kanonernes Torden ved Fredericia.
10 Aar gammel kom jeg ud at tjene min Halvsøster Trine i Træden. Jeg maatte godt være bleven hjemme noget længere, til jeg blev større; men jeg syntes, det var saa stort at komme ud at tjene. O, hvor jeg fortrød det! Jeg længtes og græd mange modige Taarer, til jeg kom hjem til Novbr. I Træden tjente jeg 2 Somre. Indtil jeg blev konfirmeret, tjente jeg forskellige Steder hver Sommer som Vogterdreng og var om Vinteren hjemme hos min Fader, Moder og Søskende, hvilket var Højtid for mig. Sikke Julefester vi oplevede derhjemme. Juleaften, da vi fik vore nye Klæder paa, fik Mad som til Gilde med Julesang og Juleord. Julemorgen begyndte dejligt med Kringler og Godt i Sengen, nye Klæder paa og god Mad. Julebesøg her og der. Det var herligt, ikke

6
mindst vor egen lille Julebesøg. Den bedste af mine Barndomsvenner hed Markus. Vi var næsten altid sammen, talte, legede og læste med hinanden. Vi badede i Aaen, havde vore Smaaskibe at passe og drømte om at blive store Helte som Tordenskjold.
I mine Barnetanker var næsten intet umuligt for mig. Jeg kunde sagtens blive General eller Admiral, ja endog Konge. At blive Præst og præke var ingen Sag, heller ikke Degn, hvilket jeg syntes godt om, da jeg gerne vilde være salig, og det syntes jeg var Præst og Degn da sikker paa foran for nogen. Sommeren efter at jeg var bleven konfirmeret, havde jeg saa store Tanker om mig selv og min Tro, at jeg om det skulde være, kunde lade mit Liv for Jesu Skyld; jeg var vis paa min Sjæls Salighed. Efter min Konfirmation ½ Aar efter, tjente jeg for Havedreng i Uldum Præstegaard blandt ryggesløse Folk (Tjenestekarle og Piger). Banden og andet ondt var som en Pest i mit Hjem; men, ved at høre f. Eks. paa den daglige Banden og Sværgen, tog desværre ogsaa jeg fat derpaa, naar jeg blev vred. Naar Vreden var forbi, angrede jeg det haardt og bad Gud om Forladelse. Fra jeg var 17 til jeg var 22 Aar tjente jeg paa to Steder som Bondekarl, var med paa Farten blandt de unge med min Harmonika, som jeg kunde spille paa, hvilket var sjældent i de Dage. Jeg var desværre med til megen Sjov, men afdrukken eller fuld blev jeg aldrig. Jeg var stolt den Gang,
jeg kom hjem fra Sessionen jeg var stor nok til Soldat. Vinteren før var jeg hjemme og gik paa Uldum Højskole som. Elev, hvilket jeg havde længtes efter i flere Aar. Ja, Højskolen og Grundlovsfesterne

7
i Uldum med Danebrog begejstrede mig, saa det sang i mig. Opholdet paa, Højskolen var velsignet. Der først gik det op for rnig, at jeg havde et Fædreland. Jeg lærte meget der og syntes, at jeg kunde lære alt, hvad jeg skulde. Med store og gode Tanker om Soldaterstanden kørte jeg pr. Dagvogn den lange Vej fra Vejle til Slesvig uafbrudt i 2 Dage og 1 Nat og meldte mig til Tjeneste d. 15. Maj 1863 paa Gottorp Slot. Hvad jeg havde tænk og drømt om Soldaterstanden var omtrent lige det modsatte af Virkligheden. Eder, bespottelse og raa Snak blev vi trakterede med paa Eksercerpladsen, og ikke et Haar bedre var Tonen inbyrdes, blandt de fleste menige Soldater paa Kasernen og udenfor. Skidtet svømmede her som ved andre Lejligheder ovenpaa; de gode dukkede sig og tav stille. Paa Marschen lød liderlige Viser og gjorde mig saa Harm. I Efter, aaret 1863 havde vi Mønstring i 1 Maaned for Frederik d. 7de, en Mand med en tyk Mave. Han døde i Novbr., og da Iød Domkirkens Klokker saa sørligt for ham ogsaa i Slesvig Kirker. Tæt sønden for Slesvig begynder gamle Dannevirke. Derude var jeg med til at grave nye Skanser indtil 3die Juledag, da jeg drog til Ostenfeld, 3 Mil vest for Slesvig. Siden drog vi ned paa Vagt ved Ejder. Der stod vi, da Krigen blev erklæret, og da vi maatte gaa den lange, trange Gang fra Danevirke. Dernede fik jeg Brev fra en Pige i Nærheden af Uldum, som jeg godt kunde lide, og jeg kunde læse imellem Linierne, at hun holdt af mig, som jeg af hende, og vi blev saa Kærester og skrev sammen under hele Krigen. Hvad vi døjede af Savn, Hunger, Kulde og Anstrengelser paa

8
Retiraden til Dybbøl er der skrevet saa meget om paa glatte, sneede Veje uden Hvile, næsten uden Mad forfulgt af Fjenden. Jeg havde en lille Stump Rullepølse at trøste mig ved og tage en Bid af. Brød var ikke at faa, saa lidt som Drikke. Fra jeg drog fra Lyderskapel ved Ejderen, 5 Mil syd for Danevirke og 1 Mil sydøst for Frederiksstad d. 5. Febr. om Aftenen Kl. 7 til d. 7de om Eftermiddagen fik jeg af Brød kun en lille, tynd Rundtenom til en Kop Kaffe; dette og saa den lille Stump Rullepølle opholdt jeg Livet ved, til jeg kom ind i Sundeved, Rinkenæs tror jeg, og i en Gaard fik et Par Mellemmader og en Drik Mælk (Kalvemælk) af en Spand under et Bord. I Graasten blev der gjort et kort Hvil, hvor jeg fik Kaffe og Smørrebrød. Henved Aften, Solen stod bag nogle hvidgule og blygraa Skyer over Landskabet, ikke langtfra at gaa ned, kom vi til Dybbøl Banker og Skanser i en elendig og opløst Tilstand, næsten uden Hvile og Søvn i flere Dage og Nætter. Der gjorde vi Holdt, og jeg kastede mig ned, træt og udmattet, paa den frosne, sneede Jord og sov straks ind. Efter at have sovet, Gud ved hvorlænge, blev jeg vækket; ellers havde jeg vel sovet for ikke at vaagne mere, inden Gravene aabnes, og nu gik det med smaa Skridt og mange Ophold til Sønderborg, hvor vi kom hen paa Aftenen, Paa dette Stykke Vej havde jeg Syner. Det forekom mig saaledes, at jeg gik i en stor Domkirke med Søjler og Hvælvinger malet med alle Farver, rødt o.s.v.; en Tid syntes jeg og det længe, at jeg gik paa en Bro med Vand ved Siderne, bange for at falde deri. Da jeg kom op i Sønderborgs oplyste Gader, var mine

9
Kræfter udtømte. Jeg traadte, uden Forlov, ud af Geleddet og gik i Storgade til højre, hen til en Mand, der stod i sin Gadedør og bad ham saa mindelig om at faa Lov til at komme ind og faa Tag overhovedet, men blev det nægtet. Et Tryk ligesom lagde sig over mit Baghoved, og den Tanke kom over mig og forfærdede mig: Du mister din Forstand. Mine Øjne faldt i. Jeg gik og sov. Hvorledes jeg kom om i Rensborggade, ved jeg ikke, Gud ved det. Der slog jeg mine Øjne op og stod foran 2 Mænd, der stod og talte sammen i Gadedøren. Atter lød det bønligt fra mig til dem: Aa, maa jeg ikke komme ind og faa Tag over Hovedet. ]o, kom, sagde den ene. Vi gik ind. Han hjalp mig Tornyster og Sabel af og talte venligt med mig. Jeg fik Mad og Drikke, kom til Hvile og sov haardt til langt op paa næste Formiddag. Efter at have faaet Morgenkaffe og siden Middagsmad, altsammen uden at maatte betale noget, vandrede jeg ud til vore Folk i Ulkebøl, hvor jeg fik Lov til at ligge i en Lade om Natten og frøs. En Aftenstund, mens vi laa der, gik jeg ene ud i Skoven, faldt paa mine Knæ ved en Træstub og bad. Jeg bad da blandt andet Gud om at skærme og bevare mig, føre mig hjem en Gang og styre det saaledes for mig, at jeg kunde blive skolemester, da vilde jeg se' om jeg kunde lære danske Børn at synge gode Sange og ikke det Skidt, der lød fra Soldaternes Munde, hvilket harmede mig. Og Gudfader hørte min Bøn. Hvorledes jeg har holdt mit Løfte til ham, kender han bedst. Det har været smaat dermed i mine egne Tanker. Under Dybbøls Belejring var vi i Fare hver Dag. Det var Livet, der spilledes om. Bomber og

10
Granater regnede ned over os baade Nætter og Dage, da det var begyndt. 2den Paaskedag var jeg med til at storme Prøjsernes faste Stilling foran Dybbøl By, men blev slagen tilbage. Mange faldt der, men Gud bevarede mig. Hver Dag faldt og saaredes mange af af vore paa Dybbølstillingen, uden vi maatte skyde igen for ikke at irritere Fjenden, som det hed, hvorfor ogsaa Stillingen blev kaldt Slagterbænken.
Mange uhyggelige og farlige Poster havde jeg derover. Da Dybbøl var taget, tog vi Stilling paa Als, flakkede omkring og døjede meget, indtil vi også måtte drage derfra til Fyn. Atter her flakkede vi omkring, holdt Vagt og døjede mest i den stærke Sommervarme, indtil vi korn over til Sjælland, og jeg kom til at ligge i Kvarter i Kjøge, hvorfra jeg blev hjempermitteret i Novb. 64.
Under Krigen var jeg Vidne til meget ondt, f. Ex. Svir og Horeri. Min Gud bevarede mig fra det. Jeg havde min Kæreste hjemme; hende vilde jeg være og hende var jeg tro. Jeg skulde have tjent hendes Fader, en Gaardmand i Kalhauge, men kom ikke hjem til 1. Novbr., hvorfor han fik en anden. O, naadige Guds Styrelse for mig, skønt jeg syntes anderledes den Gang.
Min bedste Ven fra de unge Dage, Laurs Uhrmager i Uldum, hjalp mig til at komme paa Uldum Højskole. Hen paa Virrteren blev jeg Hjælpelærer i Uldum Børneskole under Degnens Sygdom, og nu havde Gud sat mig ind paa den Vej, som jeg havde ønsket fra mine Barndomsdage og bedet ham om at hjælpe mig til midt under Krigens Bulder. Men nu fik jeg en tung Sorg; min Kæreste forlod mig og

11
tog en anden, hvilket jeg tog mig saare nær og betragtede som det værste, der nogen Sinde var hændt mig. Jeg sørgede og Yar helt ulykkelig af Kærestesorg, havde ikke Tanke næsten for andet og sov lidet eller intet om Natten. Men attet her maa jeg udbryde o, hvor Gud var god i mod mig, at han lod dette ske, ellers havde jeg ikke faaet min egen, min elskede, min allerkæreste Mette, min dyrebare og tro Hustru. Ved min Moders og ved gode Venners Hjælp, der laante mig Penge, kom jeg paa Seminariet i Jelling i Sommeren 1865. Derfra demiterede jeg i 1868. En god Ven og Højskoleelev vilde i 1865 have haft mig med til Blaagaards Seminarium ved København og trak svært i mig, men jeg holdt paa Jelling. Atter her Guds Naade mod mig; thi ved Svendsen lod Gud Lyset tænde for mig over Daaben og Daabens Pagt, saa jeg begyndte at leve deri og skønne vel derpaa; saa Gudske Lov, at jeg kom paa Jelling!
Efter megen Kamp med mig selv, fik Utoft mig op til Træden at være Friskolelærer. Utoft var den Gang Lærer i Hvejsel, og jeg besøgte ham der flere Gange. Da anede jeg ikke, at jeg selv skulde være Lærer i Hvejsel en Gang. Siden var jeg Vakanselærer i Træden Almueskole, søgte dette Embede, men jeg fik det ikke, og til min Lykke tror jeg. I Raadved tilbragte jeg 3½ Aar og lykkelige Aar, fra Nytaar 1859 til Juli 1872, da Gud atter magede det saa godt for rnig, at han lod mig faa Embede i Hvejsel. Gud har ladet mig finde mange Venner i mit Liv. Ogsaa i Jelling, mens jeg var paa Seminariet, fandt jeg mange. En af mine bedste blandt dem var min Stuekammerat H. K. Pedersen, nu Lærer i Vesterlund. Han blev først

12
Lærer i Langelund, hvor jeg besøgte ham i Sommer, ferien 1869. Jeg omtaler dette, fordi dette Besøg havde den største Betydning. Vi mødtes i Haustrup og fulgtes ad derud. Før den Tid havde han betroet mig, at det var forbi med ham og hans gamle Kæreste, og at han ude paa Heden havde fundet en anden, som ieg bad ham vise mig, naar vi kom derud, hvilket han ikke var at formaa til. Omsider lovede han mig, at han vilde sige mig, hvem det var, naar jeg rejste derfra. Vi var flere Steder i Besøg. Jeg iagttog ham og de Piger nøje, vi kom til. Jeg saa da første Gang min elskede Hustru, og straks jeg saa hende, elskede jeg hende. Jeg syntes at jeg aldrig før havde set hendes Lige, og det er ogsaa sandt for mig. Jeg tænkte, det var hende, H. K. Pedersen var forelsket i. Da han betroede mig hvem det var, og at det ikke var hende, blev jeg glad, og der faldt lige, som en Sten fra mit Hjærte, og jeg udbryder da: Jeg veed ikke; men hvis jeg skulde bo herude som Du, tror jeg, at det blev galt fat med mig; for jeg var, som sagt, allerede forelsket i min Mette. J.S vilde prøve mig selv, om det var mere end en Forelskelse. Jeg kom derud, saa tit jeg kunde, uden det skulde vække Opsigt, hver Sommerferie, og hver Gang, jeg havde været der, og set hende blev min Kærligbed større og inderligere. Et Besøg sammen med flere aflagde hun mig i Raadved. Hvor jeg længtes efter dette Besøg. Mit Hjærte bankede af Frygt for, at de ikke skulde komme; thi det det blev noget hen paa Eftermiddagen, inden de kom. Jeg følte, at hende og ingen anden vilde jeg have, og dog turde jeg ikke tale til hende derom endnu, fordi

13
jeg vilde prøve, om min Kærlighed var god og stor nok, og desuden vidste jeg ikke, men troede det, om vi kunde dele det bedste med hinanden, Guds enbaarne Søns Tro. Jeg kæmpede og bad Gud enten styre det for os, at vi fik hinanden, eller hvis det ikke var hans Vilje, tage Kærligheden bort af mit Hjærte. Imellem var jeg sikker og vis paa, at ingen kunde tage hende fra mig; men, somme Tider var jeg bange for, at det kunde ske. Jeg glemmer ikke, hvorledes jeg var tilmode ved et Gilde, jeg var til i Gylling. Det var i Høstferien 1871 knap efter, at jeg havde besøgt H. K. Pedersen og set min elskede Ven uden at turde tale til hende om min Kærlighed.
Efter Bordet om Aftenen gik jeg ud i en Stakhave for der ene at, tænke paa, hende. Jeg rakte Armen op mod Himlen og bad Gud om Hjælp. Jeg led af Længsel, og Kærligheden brændte i mig. Henrik Pedersen og jeg havde baade i Spøg og Alvor lovet hinanden, at vi skulde med til hinandens Bryllup. Ved denne Lejlighed, naar han snart skulde have Bryllup, ventede og længtes jeg efter at faa talt til min lille Mette; men, han gik hen og holdt Bryllup, uden at nogen af os kom med. Det var en stor Skuffelse og Sorg for mig. Gik saa Tiden hen til Nytaar 1872.
Jeg kunde ikke holde det ud længere. Jeg rejste ud at besøge H. K. Pedersen, den lange Vej ved Vintertid. Der traf jeg sammen med hende, jeg elskede og længtes efter. Om Aftenen (Helligtrekongersdag om Aftenen) fulgte jeg min yndige, min allerkæreste Ven hjem, og inden vi skiltes paa Vejen ved Anders Vestergaards Havedige havde vi lovet hinanden Tro,

14
skab i Liv og Død. Aa, hvor jeg var lykkelig Glad! glad! glad!
I Fastelavn besøgte jeg atter min Kæreste. Aldrig glemmer jeg de Øjne, hun slog op paa mig, da jeg kom ind - som Kærlighedssole straalede de. Nu fik vi hendes Bedstemoders Tilladelse til at faa hinanden. Jeg gik derfra til mit gamle Hjem i Uldum. Det var Fastelavns Mandag Aften. Min Moder var ene hjemme og spurgte mig om, hvor jeg kom fra. Jeg svarede, at jeg havde været henne at fæste en Pige. Vil du nu have Husholderske, spurgte hun. Ja-a. Hvor længe har du fæstet hende? Paa Livstid, svarede jeg og lo af Glæde. Nu maatte jeg saa fortælle min Moder det hele. Ved Middagstid var jeg igen i Ulkende hos min Kæreste. Det var rart. Da jeg gik hjemad og var kommet til Kollemorten og saa Hvejsel Kirke derfra, kom det op i mig at søge Embedet der. Jeg sendte min Ansøgning og bad Gud styre det for mig. Og han styrede det saaledes, og hørte mine Bønner at jeg blev kaldet d. 1. Juli 1872. Den 2. Juli kom jeg dertil.
Min Kæreste var om Sommeren i Aale hos Dahli, hvor jeg besøgte hende tit. Det blev saa bestemt, at vi skulde holde Bryllup, og det stod d. 24. Aug. 1872. Jeg tror nok, jeg tør sige, at ret mange gladere Par end vi, har ikke staaet for Præsten; men, nu d. 16. Aug. 1891 ere vi meget gladere ved hinanden end den Gang, har hinanden langt mere kær og takker Gud for hinanden og hans Godhed imod os. Gud unde os af Naade længe at dele Livet med hinanden og vore kære Børn . Gud har givet os 8 Børn, hvoraf 4 leve. Med Sorg

15
fulgte vi de 4 til Graven; men takker nu Gud, at de ere godt gjemte hos ham. Mange Venner har Gud ladet os finde paa vor Vej, og godt har vi haft det og endda synes ingen af os, at vi nær nok have været gode nok mod hinanden. Ja, Gud har været god imod os! Han vil og nok styre det paa bedste Maade, herefter baade for os og vore kære Børn !

Aarhus, d. 16de August 1891.

Rm. Petersen.

Gengivet med kærlig tilladelse fra Esben Brage, som er Rasmus Petersens oldebarn