Mælkekanden
På en måde følte jeg lede ved at se mit legeme forfalde med så stor hastighed og
nu hvor jeg havde det så dårligt, var den sidste virkelige glæde, der var
tilbage…. maden!
Jeg græd en del over det, når jeg var alene, og indimellem fortalte jeg Jesus,
hvor ked jeg var af mit forfald og af kørestolen, som gjorde mig afhængig af
hjælp fra andre. Det var på sådan en dag jeg fik trøst med dette billede.
Jeg så for mig en mælkekande. Jeg undrede mig og tænkte på, hvad det betød?
I mit hjerte lød det så:
”Det er dig, du er en mælkekande i mit køkken!”
Derefter så jeg et gammelt køkken. Det var lidt fattigt efter den tid. Der var
et vindue over den gamle trævask, og på væggene var der hylder med blåt mønstret
papir og hæklede borter. På hylderne var der ikke mange køkkenting, og de der
var, var alle ret slidte.
Jeg så, hvordan moderen hver dag tog kanden ned fra hylden for at fylde den med
mælk og derefter give det til børnene. Den var ramponeret og skåret, og en dag
tabte den hanken, så der kun var en stump tilbage. Egentlig troede jeg hun ville
kassere den, men det gjorde hun ikke. Nu behandlede hun den blot mere varsomt,
og jeg kunne mærke den kærlighed, hun havde til den gamle kande. Troligt
fortsatte hun med at give børnene mælk, som om der i verden ikke fandtes noget
der kunne erstatte den gamle kande.
Jeg så lidt nærmere på kanden. Den var beigefarvet med et svagt blåt mønster. Om
der før havde været andre farver, kan jeg ikke sige, men nu var de slidt af. Den
havde en lille hals og var dejlig tyk og rund. Engang havde den været ganske
yndig, men nu var den egentlig ikke bedre værd end at smide ud.
”På samme måde er I alle uundværlige redskaber i min hånd. Og som mælkekanden
bliver ramponeret og slidt ved brugen, bliver I det også, men det gør jer ikke
mindre værd i mine øjne. Tværtimod. Nu bliver I alle små værdifulde genstande
med personlighed. Og jo mere skrøbelige I bliver, des mere varsomt handler jeg
med jer.”
Det var den dejligste trøst at få, og hver gang jeg fik lede ved mig selv,
tænkte jeg på den lille tykke mælkekande, som var så højt elsket, og så kunne
jeg meget bedre bære smerten, for så vidste jeg, at Jesus ikke havde kasseret
mig, selv om det i menneskeøjne kunne se sådan ud.
Fra bogen "Kastanieblomsten" af Vivian Hvenegaard
Download bogen gratis
her
|
