|
Kvinden med sværdet
Kærlighed og enhed skal kendetegne de kristne og menigheden.
Målet er at blive Jesus lig i kærlighed, så vi en dag kan stå sejrsstolte og
jublende foran Guds og Lammets
trone.
Jesus er "Glædens Herre". Desværre ser jeg alt for mange, der godt nok er opdraget
i den kristne tro, men som er bundne, ufrie, mistroiske og stive. Der er få
virkelig glade ”opdragne” kristne. Langt de fleste er bange, vrede og bitre, og en del
ender sågar med dybe depressioner.
Jeg spurgte engang Jesus, hvad der dog var galt i
disse menigheder og med deres medlemmer siden medlemmerne var kolde stenstøtter.
Derefter så jeg i et syn en meget stor, uhyggelig, vredt udseende
kvindeskikkelse, der stod og vogtede med et enormt sværd. Hun holdt det foran
sig, og det nåede hende til op over livet fra gulvet, så stort var sværdet, og
så forstod jeg pludselig hvad det betød.
Skikkelsen vogtede på alle dem, der var i menigheden. Menighedens medlemmer var
”tilrettet” og kun sjældent brød de kvindens uskrevne regler. De havde lært,
hvad det kostede, hvis de gjorde det, og valgte derfor frivilligt at indordne
sig. Kun i det skjulte kunne de gøre oprør, men Guds Nåde trøste dem, om det
blev opdaget.
Menighedens medlemmer hjalp også kvinden med at holde ”orden”. Alle vogtede på
hinanden. Der blev holdt øje med påklædning, opførsel, sprog, holdninger osv. og
var der nogen, der ikke lige tilpassede sig normerne, fik vedkommende nogle
meget sigende og alvorlige blikke der betød, at det de gjorde ikke ”passede sig”
i denne menighed. Det var vigtigt at få vedkommende til at føle sig meget
utilpas så menighedens orden hurtigt kunne genoprettes.
Kvinden og menighedens medlemmer var i særdeleshed opmærksomme, når der kom
fremmede eller nye i menigheden. De blev målt og vurderet fra top til tå. Det
var vigtigt, at der ikke sneg sig elementer ind der kunne forstyrre den orden
kvinden med sværdet krævede. Var der nye, som ikke ”passede ind”, eller var der
nogen som pludselig blev levende i ånden, var det vigtigt lynhurtigt at få
slukket ”branden”, så ro og orden kunne genskabes. Det var en vigtig opgave for
menigheden at ”opdrage” de nye medlemmer. Ofte var der nogle gamle medlemmer med
god indsigt, der tog det på sig, som deres fornemste opgave, at få gjort disse
nye til værdige og præsentable medlemmer, man kunne vise frem for
offentligheden.
V. Hv. 2004
|
