JesusFreak

• Home • Giv dit liv til Jesus • inspiration • Læs i Bibelen • Kontakt

Jesus siger:
JEG er VEJEN og SANDHEDEN og LIVET;
INGEN kommer
til Faderen uden ved mig!

VIDEOER
Den Kristne Kanal
Glimt af evigheden, eng.
Profetiske nyheder
Derek Prince, underv.

MUSIK
Samuelsons
Don Moen live

UNDERVISNING

Ordet er Gud
Han savner
Jesu Ligklaede
Forbandelsen brudt
Ordet
Stol paa Gud
Vær korsbaerer
Har du set Jesus?
Navnet
Rejs dig og frygt ikke
Kraftoverforsel
Sikker tro
Det talte ord
Kaerligheden
Jesu Kristi Jantelov
Herren giver mig

VIDNESBYRD

Forvandling
Fitzgeralds maleri
Ove Falgs syn
Rasmus
Indhegningen
Kanden
vinterblomst
Tulipanen
Engle & amoriner
Englevagt
Englevisit

EFTERTANKE

Skrivebordsbaggrunde
Den navnlose
Kvinden der vogter
Skabelsen
Billetterne
Gode leveregler
Solsikken fra Theresien 

FOR BØRN

Skabelsen
Kastanietræet

Hjemmesider

Derek Prince, DK
Dagens Ord Andagt
Dagens Ord
Israelmissionen
Ordet og Israel
Velsign Israel
KKL- Danmark
Jule clipart


Mælkekanden

På en måde følte jeg lede ved at se mit legeme forfalde med så stor hastighed og nu hvor jeg havde det så dårligt, var den sidste virkelige glæde, der var tilbage…. maden!

Jeg græd en del over det, når jeg var alene, og indimellem fortalte jeg Jesus, hvor ked jeg var af mit forfald og af kørestolen, som gjorde mig afhængig af hjælp fra andre. Det var på sådan en dag jeg fik trøst med dette billede.
Jeg så for mig en mælkekande. Jeg undrede mig og tænkte på, hvad det betød?

I mit hjerte lød det så:
”Det er dig, du er en mælkekande i mit køkken!”
Derefter så jeg et gammelt køkken. Det var lidt fattigt efter den tid. Der var et vindue over den gamle trævask, og på væggene var der hylder med blåt mønstret papir og hæklede borter. På hylderne var der ikke mange køkkenting, og de der var, var alle ret slidte.

Jeg så, hvordan moderen hver dag tog kanden ned fra hylden for at fylde den med mælk og derefter give det til børnene. Den var ramponeret og skåret, og en dag tabte den hanken, så der kun var en stump tilbage. Egentlig troede jeg hun ville kassere den, men det gjorde hun ikke. Nu behandlede hun den blot mere varsomt, og jeg kunne mærke den kærlighed, hun havde til den gamle kande. Troligt fortsatte hun med at give børnene mælk, som om der i verden ikke fandtes noget der kunne erstatte den gamle kande.

Jeg så lidt nærmere på kanden. Den var beigefarvet med et svagt blåt mønster. Om der før havde været andre farver, kan jeg ikke sige, men nu var de slidt af. Den havde en lille hals og var dejlig tyk og rund. Engang havde den været ganske yndig, men nu var den egentlig ikke bedre værd end at smide ud.

”På samme måde er I alle uundværlige redskaber i min hånd. Og som mælkekanden bliver ramponeret og slidt ved brugen, bliver I det også, men det gør jer ikke mindre værd i mine øjne. Tværtimod. Nu bliver I alle små værdifulde genstande med personlighed. Og jo mere skrøbelige I bliver, des mere varsomt handler jeg med jer.”

Det var den dejligste trøst at få, og hver gang jeg fik lede ved mig selv, tænkte jeg på den lille tykke mælkekande, som var så højt elsket, og så kunne jeg meget bedre bære smerten, for så vidste jeg, at Jesus ikke havde kasseret mig, selv om det i menneskeøjne kunne se sådan ud.
 

Fra bogen "Kastanieblomsten" af Vivian Hvenegaard
Download bogen gratis her