Grantræerne

Dette er skrevet over et syn vores datter fik en dag i skoven.

Hun så en hel masse grantræer stå i en indhegning.
Jesus sagde til hende:
- Det er menighederne.
Træerne var alle lige store. De var smukke og ens, men ikke ret høje. Det var helt tydeligt, at de alle fik samme næring. Indenfor hegnet var trygt og godt. Ingen træer var væltet i stormen.
Derefter faldt hendes øjne på træerne udenfor indhegningen. De var påfaldende meget højere end de, der stod indenfor indhegningen. Men også meget ramponerede og forblæste. Ikke just smukke at se på.
- Jeg har mange mennesker udenfor menigheden, sagde Jesus så.
Så faldt hendes øjne på vejen indenfor indhegningen, den standsede ved hegnet.
- De sidder trygt indenfor. Ingen går ud i verden. De bliver i trygheden indenfor.
Derefter så hun vejen udenfor hegnet. Den var lang, ja den fortsatte ud i hele verden.
- Jeg har brug for mennesker som dig, der er villige til at gå ud i verden.
Pludselig faldt øjnene på et kæmpestort udgået træ. Ved synet blev hun ramt af rædsel og sprang tilbage.
- Sådan går det dem der vender sig bort fra mig, lød Hans stemme.
Hun gik rystet og forundret videre, indtil hun pludselig fik øje på et kæmpestort træ. Det var større end alle de andre og tillige smukt.
- Det er dig, du er som det træ.
- Nej Jesus, det må være min mor!
- Nej, svarede Jesus, det er dig.
- Mig? Nej….. det lille der ved siden af det store, det er mig.
- Nej, svarede Jesus, du er i mine øjne, som det store træ der.