JesusFreak

• Home • Giv dit liv til Jesus • inspiration • Læs i Bibelen • Kontakt

Jesus siger:
JEG er VEJEN og SANDHEDEN og LIVET;
INGEN kommer
til Faderen uden ved mig!

VIDEOER
Den Kristne Kanal
Glimt af evigheden, eng.
Derek Prince, underv.

MUSIK
Samuelsons
Don Moen live

UNDERVISNING

Ordet er Gud
Han savner
Jesu Ligklaede
Forbandelsen brudt
Ordet
Stol paa Gud
Vær korsbaerer
Har du set Jesus?
Navnet
Rejs dig og frygt ikke
Kraftoverforsel
Sikker tro
Det talte ord
Kaerligheden
Jesu Kristi Jantelov
Herren giver mig

VIDNESBYRD

Forvandling
Fitzgeralds maleri
Ove Falgs syn
Rasmus
Indhegningen
Kanden
vinterblomst
Tulipanen
Engle & amoriner
Englevagt
Englevisit

EFTERTANKE

Skrivebordsbaggrunde
Den navnlose
Kvinden der vogter
Skabelsen
Billetterne
Gode leveregler
Solsikken fra Theresien 

FOR BØRN

Skabelsen
Kastanietræet

Hjemmesider

Derek Prince, DK
Dagens Ord Andagt
Dagens Ord
Israelmissionen
Ordet og Israel
Velsign Israel
KKL- Danmark
Jule clipart

 

Mit vidnesbyrd
[Anonym, kendt af webmaster]

Efter at have hørt en del andres vidnesbyrd i forbindelse med vore trosrejsearrangementer, mente min kone, at nu måtte det vist være min tur til at fortælle mit. Så hermed vil jeg så fortælle om min trosrejse.

Jeg er opvokset i en familie, hvor kirke ikke fyldte ret meget. De eneste tidspunkter, hvor vi kom i kirke var – som det jo nok også er for de fleste andre – ved barnedåb, konfirmation, vielse og begravelse. Ikke engang til jul, havde vi tradition for at gå i kirke. Noget jeg først hørte om som voksen. Vidste ikke engang at der var nogen, der havde den tradition.
For mig var konfirmationen ikke en bekræftelse af min barnedåb. (vidste ikke at konfirmation rent faktisk betyder bekræftelse) Det var blot, for så var den ligesom lukket og jeg var lige som alle de andre og kunne hermed træde ind i de voksnes rækker og komme videre. Samtidig var det jo en fest, hvor man fik gaver. Ca 700 kr. og en casetteradio. Kan stadig huske navnet: Blaupunkt model Bari - Cr. Har fundet billeder af den på nettet.

Interesse for det overnaturlige

Min interesse for det overnaturlige, startede da jeg var omkring 12 – 13 år gammel tror jeg. Jeg er ikke helt sikker. Hvad der ellers ligger før den tid, husker jeg i hvert fald stort set intet af.
Det startede med at jeg læste en stor tyk bog fra 1967 på ca. 400 sider, som hed ”Sagn og Spøgerier” af en forfatter som hedder Gorm Benzon. Den lånte jeg af min brors daværende kæreste. Den syntes Jeg var helt vildt spændende og jeg slugte den med hud og hår. Jeg havde formodentlig nok hørt om spøgelser før, men denne her bog, åbnede op for en helt ny verden, jeg aldrig havde hørt om før. Der var bl.a. et sagn som fortæller, at fanden skulle være blevet manet i jorden lige her uden for byen. Noget jeg ind i mellem har tænkt på siden. Kan dog ikke huske præcis, hvor det var. Men ellers handlede den om sorte hunde, vilde heste og rigtig mange genfærd og gengangere og onde herremænd på forskellige danske slotte og herregårde.
Den blev starten på en åndelig søgen i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, af bøger med det alternative og alt med paranormalt og åndeligt indhold. Dels på biblioteket og dels ved boghandleren. Det førte jo automatisk også til bøger om ufoer og en interesse ikke mindst for dem i fortiden. Derved åbnede der sig en verden, som for mig på daværende tidspunkt var helt ukendt. Jeg syntes det var enormt spændende. Jeg syntes også det var lidt mærkeligt, at næsten ingen andre på det tidspunkt viste interesse for den slags. Det var lidt træls, at jeg stort set var alene om den interesse. Jeg tror min familie nok syntes, at jeg var lidt mærkelig, at jeg gik op i den slags. Men jeg fortsatte ufortrødent.
På et tidspunkt, da jeg var omkring 14 år, kom jeg i praktik i en radioforretning. Der mødte jeg en på værkstedet som var lidt af et computer og radiogeni. Han introducerede mig yderligere til en ukendt verden af ufoer. Påstod selv at han havde set en ”telemeterskive” ude i sine forældres have, hos hvem han boede i en alder af ca. 35år.
Han havde et lille værelse på mindre end 8 kvadratmeter. Det rum var fyldt med hylder med elektronisk udstyr, som han selv havde bygget. For enden af hans sovebriks på gulvet, lå samtlige udgivne numre af Anders And. Og ellers var der tidsskrifter og bøger over alt. Midt på gulvet stod et farvefjernsyn, som han selv havde bygget i et spånpladekabinet.
Han blev i øvrigt kaldt for ”Grønne Myrer” fordi, når der f.eks var en fejl på et fjernsyn, som de andre på radioværkstedet ikke kunne finde, gav de det til ham. Han var rigtig god til fejlfinding. Hvis han så heller ikke kunne finde fejlen, sagde han, at det var grønne myrer.
Han troede på en person ved navn George Adamski, som døde engang i slutningen af 50erne. Han påstod, at han selv havde været oppe i flyvende tallerkner med beboere fra Venus og Mars og som sagde, at de havde fortalt ham, at hele vort solsystem engang havde været beboet. Der står stadig en masse om ham på nettet.
Han introducerede mig også til to ufo tidsskrifter. Det ene kaldet Ufokontakt, som blev udgivet af et selskab ved navn IGAP fra USA af tilhængere af førnævnte G.A. Kan også søges på nettet. Det andet hed Ufonyt, og var et dansk tidsskrift som blot beskæftigede sig med at indsamle data fra folk, som mente at have set en ufo. De troede ikke nødvendig selv på ufoer. Disse tidsskrifter holdt jeg faktisk, indtil jeg kom til tro i 1987. Det her foregik i ca. midt af 70erne.
Alle disse ting medførte at jeg naturligvis helt sikkert troede på reinkarnation og havde medført, at jeg havde opbygget en tro, som jeg selv anså for plausibel. Den blev så rettet til lidt efter lidt, efter hånden som jeg fik nye input. Det jeg senere har døbt ”supermarkedstro”. Man tager forskellige ting ned fra hylderne, og laver sin egen tro.
Mit syn på kristendom var, at det mest handlede i Jødernes historie, men at den nok var fejloversat på mange områder. I middel og tid troede jeg at bibelen var fyldt med gamle beretninger om ufoer i fortiden Det havde jeg læst om i flere af de bøger, jeg havde læst. Bl.a. af Eric Von Däniken.
Så jeg nåede at læse omkring 700 sider i det gamle testamente for at finde beretninger om ufoer. Og jeg fandt mange.

Jeg bad altid til Gud

Det sjove var dog, at selv om jeg ikke helt troede på gud, bad jeg altid til Gud om, at der ikke måtte være nogle huller, når jeg skulle til tandlægen – og det virkede. Jeg havde aldrig nogen huller.
En anden ting. Når jeg var i en kirke, prøvede jeg nogle gange at folde hænderne, under bønnen for at se, om der skete noget. Hvilket flere i familien vist nok lod mærke til. Jeg oplevede dog ikke noget ved det, så vidt jeg ved, så jeg gjorde ikke mere ved det.
I 1982 blev jeg kærester med mine børns mor. Vi flyttede senere sammen og fik de to børn i december 1983 og i februar i 1986. Min kæreste interesserede sig overhovedet ikke for noget uden for den fysiske verden, så det blev ikke noget vi snakkede videre om. Hun valgte dog at acceptere mine åndelige interesser.

Kristen dagplejer

Da den yngste vist nok var ca. 3 mdr. gammel. Skulle hun i dagpleje hos en nystartet dagpleje. Det gik vældig fint, men pludselig - vist nok efter ca. et halv år fandt hun ud af, at hun hellere ville prøve at være kassedame. Vi fik derfor anvist anden - i øvrigt også nystartet dagpleje. Der gik i middel og tid kun 14 dage, før den føste fortrød og ville tilbage igen som dagplejer. Vores datter skulle dog ikke tilbage til hende igen. Men det at hun skulle skifte – viste det sig – var der jo nok en dybere mening med.
Vi havde hørt noget om, at den nye dagplejer og hendes mand vist nok var med i Pinsebevægelsen, men vi var enige om, at det var helt i orden, bare hun ikke prædikede for vore børn. I øvrigt vidste vi, at man som dagplejer havde tavshedspligt. Så det var jo noget, hun ikke måtte fortælle noget om til børnene.
Da vores datter havde været i dagplejen nogle måneder, blev jeg og min daværende svigermor en dag ,hvor jeg havde fridag, inviteret til formiddagskaffe. En chance jeg længe havde gået og ventet på.
Vi sagde ja tak, og tog derhen. Jeg håbede at vi ville komme ind på tro, så jeg kunne fortælle hende mit syn på kristendom, som jo var, at den var forældet, forkert oversat. Noget som var aktuelt for 2000 år siden. En bog som bl.a. handlede om ufo-beretninger.
Det var disse ting, jeg havde besluttet at diskutere med hende, når vi kom til kaffe.
Som ønsket kom vi til at snakke om tro.
Men ak… Jeg havde vist ikke forberedt mig godt nok. Alt hvad jeg sagde, blev hurtigt skudt ned. Hver gang jeg kom med en påstand, kunne hun hurtigt slå et skriftsted op, som jeg ikke kunne modsige. Hun vidste betydeligt mere om bibelen, end jeg gjorde.
Da det havde stået på et stykke tid og jeg måtte give fortabt, tilbød hun mig at låne en kristen bog, som hed: ”Vinden Blæser Hvorhen Den Vil.” Den handlede om vækkelse på Østtimor.
Den tog jeg med hjem og læste. Og der må jeg indrømme, at en helt ny verden åbnede sig for mig. Jeg læste om mirakler om helligånden som en naturlig del af det at tro. Om at gå på vandet. At kunne handle i tro. Ting som jeg troede kun fandtes på jesu tid og kun kunne udføres af ham. At de fandtes i dag, kom som en total overraskelse for mig.
Da jeg et par dage senere afleverede den tilbage, spurgte hun naturligvis spændt, hvad jeg syntes om den. Jeg fortalte at jeg syntes det var spændende. Hun sagde så at hun havde en anden bog, som hun syntes jeg skulle læse. Den hed: ”Nu Tør Jeg Kalde Ham Far”, og handlede om en Indisk kvinde som var gift med en højtstående embedsmand og som kom til tro efter at have haft flere syner.
Da jeg efter et par dage også afleverede den, var hun jo nysgerrig efter hvad jeg havde syntes om den. Der må jeg indrømme at jeg sagde til hende, at hvis det var sandt, som jeg havde læst om i de to bøger, så var det det jeg ville. Hun sagde, at det var det. Så var jeg solgt. Det var en helt ny verden, der dér åbnede sig for mig.
Har i øvrigt senere selv anskaffet begge bøger.
Derefter fik vi mange snakke om Jesus. Hver eftermiddag, når jeg kom og hentede min datter sad vi og snakkede over en kop kaffe. Vi snakkede nok mindst en halv time hver gang. Jeg spurge hende naturligvis, om hvordan man gav sit liv til Jesus. Det forklarede hun mig. Hun sagde, at man ville kunne mærke det, når man tog imod Jesus.

Korset betyder liv

Den 14. Februar 1987 kl. ca. 14:15 besluttede jeg mig for at give mit liv til Jesus. Faktisk skete det i omklædningsrummet på min arbejdsplads en søndag, hvor jeg havde været på arbejde hele weekenden og havde fået fri. Jeg lagde mig på mine knæ i brusenichen, foldede mine hænder og bad Jesus om tilgivelse for de mange synder, jeg havde begået i hele mit liv, (nævnte alle dem, jeg kunne komme i tanker om) og bad ham komme ind i mit hjerte og blive herre i mit liv.
Jeg var ikke sikker på, om der var sket noget, men da jeg efterfølgende kom ud, havde jeg denne sære fornemmelse af, at græsset pludselig var blevet grønnere og jeg havde en skøn følelse af lys indeni.
Straks jeg kom hjem, skyndte jeg at smide alle de bøger og hæfter på forbrændingen, som handlede om ufoer og okkulte fænomener og hvad jeg havde af pornografi, inden jeg evt. fortrød det. Et valg jeg dog aldrig har fortrudt siden.
Da jeg om tirsdagen (havde fri mandag) skulle hente datteren, spurgte jeg dagplejeren om hvordan jeg kunne vide, om der var sket noget, da jeg var i tvivl om der overhovedet var sket noget, grinte hun og sagde, at hun vidste, at der var sket noget, da hun kunne se forandringen i mine øjne og fortalte det smilende til sin mand, da han kom hjem fra arbejde.
Det var dejligt at få at vide. Efter den tid talte jeg med hende hver dag om tro, indtil min datter skulle til at gå i børnehave.
Efter den forvandling, var det som om, jeg fuldstændig mistede lysten til at bande. Når nogen bandede, var det som om bandeordet stod og blinkede rødt som et neonlys midt i sætningen, som om det slet ikke skulle være der. En følelse jeg stadig har. Jeg mistede enhver lyst til at lyve. Og i et par år derefter, hørte jeg slet ikke radio, for ikke at få en masse negative påvirkninger derfra.
Noget andet der skete i den periode var, at det pludselig gik op for mig, at korset slet ikke betyder død, men liv. Indtil da havde jeg altid anset korset som noget dystert noget. Noget man kun brugte ved begravelse. Det var en vidunderlig opdagelse.
Dagplejeren og hendes mand kom i en lille tværkirkelig menighed. Der kom jeg sammen med dem til møder hver fredag aften kl 19.00 i nogle måneder. Det er nok det bedste, jeg nogen sinde har oplevet i forhold til kristne fællesskaber. Det var en ny taler hver fredag. Dem oplevede jeg som meget åndeligt inspirede. Det meste af det jeg hørte, var nyt for mig. Det var første gang, jeg mødte Moses Hansen. Det bedste var at, vi ikke sang de for mig så tunge og trælse salmer. Det var kor og lovsang. Hvilken befrielse. Der fik jeg lyst til at synge kristne sange.
Men som det desværre sker for mange kristne fællesskaber, gik menigheden i opløsning nogle få måneder efter, p.g.a. interne magtkampe. Det var trist.
Vi begyndte så at komme i en pinsemenighed i en anden by. Det var dog ikke lige så godt, da jeg lige var blevet så glad, netop for at slippe for kirkernes orden og systemer. Jeg oplevede at disse kristne fællesskaber var så dejligt fornyede. Begyndte derefter at komme i en mindre lokal pinsemenighed, som var ledet af et ungt par. Lederen fortalte, at der snart skulle være dåb i modermenigheden, så efter at have fået lidt dåbs - undervisning, lod jeg mig døbe d. 15. maj 1988. Det var et valg jeg traf, fordi jeg ikke tillagde min barnedåb nogen særlig værdi, eftersom mine forældre mig bekendt jo ikke troede på Gud, da jeg blev døbt.
Kom der dog ikke siden, da jeg var afhængig af, at køre med dagplejeren og hendes mand derned, og de holdt op med at komme der.

On/of åndeligt

I 1989 lukkede den lokale pinsekirke og det unge menighedspar flyttede.
Derefter begyndte mit trosliv nok at gå i stå.
Min yngste datter var jo nu blevet så stor, at hun ikke længere gik i dagpleje, så jeg var efterhånden kun sjældent sammen med dagplejeparret og blev efterhånden alene med min tro.
Børnenes mor havde over en længere tid været utro. I 1990 flyttede vi fra hinanden og jeg levede uden for guds nærvær i ca. 4 år efter at være flyttet i en lejlighed for mig selv.
I 1995 fik jeg en kæreste som havde en vis forbindelse til Frelsens Hær. Det fik mig gradvist tilbage til troen igen, samtidig med at hun fik en dybere tro ved at vi var sammen.
I løbet af de 8 år vi var sammen, kom vi i flere menigheder bl.a. Frelsens Hær, Pinsekirken som vi blev introduceret af et ægtepar som min kæreste passede børn for, og hos Indre Mission som dagplejeren tidligere havde fortalt mig om.
Hen imod slutningen af vores forhold døde troen dog langsomt ud igen.
Vi var sammen indtil 1. februar 2004, hvor vi flyttede fra hinanden, efter at have solgt vores hus.
Derefter gik jeg igen uden tro i et par år.
I april 2005 mødte min nuværende kone og jeg hinanden på Netdating.
Vi blev hurtigt kærester og inden længe begyndte vi at snakke tro. Jeg fortalte om min tro og hun fortale, hvad hun stod for. Det viste sig dog hurtigt, at vi jo egentlig troede på det samme. Forskellen var blot, at hun endnu ikke rigtig kendte Gud og ikke havde et personligt forhold til ham.
Jeg fortalte om Pinsekirken og på et tidspunkt fik hun lyst til at se kirken. Vi begyndte at komme der jævnligt. Hun blev hurtigt glad for kirken og i 2006 lod hun sig døbe. Siden da er vi kommet der jævnligt og har haft tjenester der.
Det blev efterhånden tydeligt for mig, at hvis jeg skulle kunne fastholde troen, var jeg nødt til at have en ledsager, til at holde mig på sporet. Ellers ville jeg lidt efter lidt falde fra igen. Så tak hustru for din trofaste vedholdenhed og udholdenhed i troen.
Når jeg ser tilbage på alt dette, bliver det jo tydeligt, at der var en grund til, at min datter skulle skifte dagpleje dengang i 1986.
I de første mange år som kristen, kunne jeg ikke bede højt, men kun inde i mig selv. Jeg kunne heller ikke ret godt tale til en forsamling. Alt dette har min far i himmelen hjulpet mig med at overvinde. Tak ske Gud.
Jeg oplever i dag at være blevet afklaret med mange anfægtelser, som jeg ellers før har haft.

Helligånden

Jeg har affundet mig med at jeg aldrig har følt helligåndens dåb, trods flere har bedt for det. Er stadig i tvivl om, om jeg har fået tungetalen. Jeg kan ikke føle, om guds ånd er til stede eller ej. Har det lige godt uanset. I den tid jeg var borte fra gud, følte jeg ikke at jeg manglede ham. Jeg var blot lidt bekymret for min sikkerhed, da jeg jo ikke kunne være sikker på, at jeg var beskyttet af Gud, efter som jeg jo var væk fra ham. Han var dog aldrig væk fra mig i den tid. Tak ske Gud.
Det at tro på Jesus, betyder meget for de valg, som jeg træffer i hverdagen. Mange valg bliver truffet efter bøn.
Det vigtigste er i middel og tid den glæde det er at vide, at jeg aldrig er alene, selv om jeg ikke altid kan mærke det. Jeg ved, hvor jeg skal tilbringe evigheden. Det er rart at kunne bede til gud, hvis man har brug for hjælp. Gud hører enhver bøn. Hvis du vælger at bliv hos ham, har han lovet at han aldrig vil forlade dig. Hvilke større ting i livet kan man ønske sig?
Det var bare lige det, som jeg havde valgt at fortælle.
Må gud være med dig i dine valg i livet og dit valg af tro.
 

  Her kan du læse, hvordan du får et møde med Jesus